Sushi til hjemløse

Too Good To Go har igen været ude på Københavns gader og stræder og delt glæde ud i form af takeawaybokse med mad til hjemløse og socialt udsatte – og denne gang var boksene fyldt til randen med eksklusiv sushi!

http://toogoodtogo.dk/products/doner-til-en-hjemlos

Makiruller til en lille lejr af hjemløse

Det er ikke hver dag, at det kunstfærdigt udskårne og delikate sushi står på menuen – og da slet ikke for hjemløse og socialt udsatte, der nok ville vælge at spendere de 200 kroner, som sushi normalt sagtens kan løbe op i, på noget helt andet end rå fisk rullet i ris og tang. Men hvorfor snydes helt for den sunde og velsmagende spise? Derfor kørte Too Good To Go til 9-Ni Running Sushi i Humlebæk inden lukketid og fyldte alle de bionedbrydelige takeawaybokse op, som I har doneret igennem dette link, med sushi fra 9-Ni Running Sushis store buffet.

Med hænderne fulde af de dekorative og delikate sushiruller tog Too Good To Go til Valby og Kongens Enghave. Her mødte de først en enkelt hjemløs, der var ved at falde bagover af begejstring over udsigten til den eksklusive spise. Han ledte an til en hel lejr af hjemløse mænd, som alle udviste stor taknemmelighed. ”Thank you very very much!” udbrød de af dem, der kunne engelsk, mens de guffede sig igennem alle makirullerne. Det er nemlig ikke hver dag, at der for hjemløse og socialt udsatte bliver serveret bokse fyldt med uramaki, futomaki, nigiri og hosomaki – en spise, der får os alle til at drømme os langt væk fra det blæsende novembervejr i Danmark og i stedet mod “solens ophav” Japan.

Endnu en gang er madspild forvandlet til måltid

Takket være jeres doneringer har det endnu en gang været muligt at forvandle madspild til måltid – og så endda give de hjemløse og socialt udsatte muligheden for at spise sig mætte i eksklusiv sushi. Sushi, som ellers var havnet som madspild i store sorte sække, men som nu i stedet har bragt glæde til lejren af de rumænske hjemløse.

Too Good To Go har stadig brug for opbakning

Too Good To Go har dog stadig rigtigt meget brug for opbakning for at kunne blive ved med at donere til de hjemløse og andre udsatte i Danmark. Donér mad via linket her.

Det er også muligt at melde sig som frivillig og få en fantastisk og livsbekræftende oplevelse ved at dele maden ud. Meld dig som frivillig ved at sende en mail mærket ”Frivillig” til info@toogoodtogo.com.