Gæsteblog fra Gittemary.com: En uge med overskudsmad

For nyligt faldt vi over en dansk blogger og foredragsholder, som hedder Gittemarie. Hun lever en zero waste livsstil, og det er jo noget, vi kan lide. Derfor spurgte vi, om ikke vi skulle lave et lille samarbejde. Det sagde Gittemarie heldigvis ja til. Her kan du blandt andet se hendes video, hvor hun fortæller om, hvordan det var kun at spise overskudsmad i en uge.



 

Mit navn er Gittemarie, jeg er 24 og jeg er foredragsholder og blogger. Til daglig beskæftiger jeg mig med formidling af en bæredygtig livsstil og praktisering af zero waste filosofien. 


Når man taler om bæredygtighed og en nul-affalds livsstil, så må man unægteligt også tale om madspild. For spild af mad er en af de største former for spild, men samtidigt den som man nemmest kan komme til livs.


Sådan undgår jeg madspild

Madspild i hjemmet kan undgås ved at dedikere en eller flere dage om ugen til at spise de rester, som man ellers ville have glemt. Hjemme hos mig bliver det altid til en interessant, men velsmagende tapas oplevelse af alt fra den sidste pastasalat til gårsdagens karry ret. 


En anden måde jeg undgår madspild er ved at benytte det frugt og grønt som er overmodent, og derfor snart bliver for gammelt. Banan- eller squashkage er en sikker vinder, men ligeledes er supper og sammenkogte retter.


Desværre foregår madspild ikke udelukkende i husholdningen, men også i overvejende grad i butikker og restauranter. Derfor er jeg meget bevidst om mine indkøb. Skal jeg have bananer tager jeg dem som ikke sidder i en klase, da det ofte er de enlige bananer der bliver spildt. 


Det kan du selv gøre

Som et skridt mod reducering af madspild kan man aktivt vælge de grønsager, som har et lidt grimmere udseende. Æstetisk grønt er en enorm synder når det kommer til madspild, for alt grønt med pletter, buler, eller misfarvninger ofte bliver frasorteret under produktionen eller fravalgt af forbrugeren, selvom det intet fejler. 


Vil man bidrage til mindre madspild på restauranter, så kan man tage sine rester med hjem – no shame! Man kan udmærke sig ved at holde igen ved buffeten og kun tage det, man rent faktisk kan spise. Det er også i denne underkategori at Too Good To Go kommer som sendt fra himlen. Jeg har brugt appen flere gange, inkl. da jeg lavede brunch til familien med ’rescue food’ fra Scandics morgenbuffet, takket være Too Good To Go.


Det er ikke kun mad, der går til spilde 

Jeg opdagede den største motivering til at stoppe mit eget og andres madspild, da jeg begyndte at tænke over, hvad det egentlig er man smider væk når god mad ryger i skraldespanden. Det er ressourcer vi smider væk. 


I Danmark ved vi meget lidt om produktionen af vores mad, og derfor er der måske ikke så mange som tænker over det. Men vi har ikke uudtømmelige ressourcer. 


Madspild er spild af vand, plads, tid, emballage og transport. Tænk på hvor meget en tomat skal gennemgå for at ende i et køleskab i Danmark. Tænk så over hvor ofte man selv har smidt en lidt for blød tomat ud. 


Det er en skam, for en lille frugt virker måske ubetydelig, men den repræsenterer i virkeligheden en enorm process, produktion og forurening, som desværre viste sig at være lige ligegyldig.


Frygten for det tomme køleskab

Jeg læste på et tidspunkt et forskningsprojekt som pegede på, at der er mange negative associationer forbundet med tomme hylder i et køleskab. Vi fylder helst køleskabet op, fordi vi kan godt lide ideen om at have muligheden for at lave flere forskellige retter, også selvom vi ikke gør det i sidste ende. 


Jeg vælger ofte at kategorisere vores samfund som et ’bekvemmelighedssamfund’, for vi er blevet vant til at vi har muligheden lige foran os, og at alting er skabt for at gøre vores liv nemmere. Det er selvfølgelig rart at have mange muligheder, og at disse muligheder er lige indenfor rækkevidde, men jeg synes det er vigtigt at respektere ressourcerne de repræsenterer. 


Det kan man f.eks. gøre ved aktivt at tænke over, at det er okay at have en tom hylde i køleskabet, eller at sætte sig det mål at tømme det for mad hver uge, således intet går til spilde.  



Du kan læse mere fra Gittemarie på hendes blog.

Sisse Hansen

Download appen

Hent Too Good To Go appen og red dit første måltid i dag! Download til iPhone eller til Android.

App StoreGoogle Play