Gæsteblog: Overskudsmad reddede min pengepung i december

Hele december har du på Emilie Løvendorfs Instagram @emilieloevendorf kunne følge med, når Emilie har reddet mad via Too Good To Go. Læs med herunder når Emilie deler sine erfaringer med livet som madspildsredder. 

Mit navn er Emilie, jeg er 23 år gammel og studerer en bachelor i Folkesundhedsvidenskab. Jeg bor i lejlighed med min kæreste på skønne Vesterbro og nyder livet med yoga, god mad, hygge og sund livsstil – som jeg deler med alle jer via sociale medier.

I december måned har jeg sammen med Too Good To Go sat fokus på #spildikkejulen – jeg har erfaret, at det bl.a. er nemt, billigt og lækkert – samtidig med at det er godt for klimaet. Men hvad mener jeg egentlig med det? For godt nok sparer du penge og gør noget godt for miljøet, men tilbage står du nok med tankerne om, hvorvidt det egentlig kan betale sig at købe overskudsmad – er det så lækkert som Emilie påstår og er det nemt og billigt nok i længden?

Et ungt menneske på SU

Jeg har fundet ud af, at med Too Good To Go er det muligt at leve godt som ungt menneske i byen. Studerende på SU eller ej. Du kan spise lækker grød fra GrødKBH til aftensmad for billigere penge, end du selv kan bikse en kødsovs sammen. En tur på Letz Sushi gør mange en fredag eller lørdag aften for at forkæle sig selv - og det kan du også få i appen, men alle ugens dage. Godt nok er sushien i den ”dyre” ende af overskudsmad, men når du som ungt menneske kan spise billig og lækker bæredygtig sushi på en ellers kedelig lasagne-onsdag, er det svært ikke at se flere plusser end minusser ved det.

For 29kr hentede jeg en stor pose fyldt med sager fra Espresso House inden lukketid. Jeg havde nok mad til morgenmad, frokost og mellemmåltider (frisk frugt med skyr) foruden de mange snacks – kager/muffins/kanelsnegle/croissanter der fulgte med. Jeg behøvede ikke bruge tid på at handle, og tvivler på at hverken supermarkederne eller en forbruger, der går efter spotvarer, kan gøre det bedre i pris.

Udover fødevareforretninger, som har givet mig lækker overskudsmad i julemåneden, så er jeg nødt til at nævne Too Good To Go Shoppen på Frederiksberg. Du kan blandt meget andet redde en Urtekram pose for 99kr med varer, der absolut intet fejler. De er økologiske og du får produkter for langt over 99kr. Jeg har selv benyttet det i december til at udforske med hjemmebag, lavet lækker müsli ud af produkterne fra Urtekram og lavet grønne smoothies, hvor ingredienserne fra Shoppen er benyttet. Jeg har købt årets værtindegave og mandelgave derfra – bl.a. kan du købe lækre olier til billige penge. Denne shop er et besøg værd!

December måned har reddet kontoen

For naturligvis tænker vi alle på økonomien – det er klart. Hver måned afsætter min kæreste og jeg 4000kr til mad, som egentlig er højt for to studerende. Men vi har valgt, at vi i vores unge dage ønsker at leve et sundt og godt liv. Vi plejer også at bruge hele molevitten hver måned, men december 2018 – årets ellers travleste og dyreste måned – har der været en besparelse for os med Too Good To Go. Pludselig giver det mening for mig som forbruger. Jeg kan have god samvittighed overfor mig selv og samtidig have en god mavefornemmelse, når jeg gør noget for miljøet.

Og personligt er det prikken over i’et, at jeg samtidig gør noget for klimaet, når jeg handler overskudsmad eller varer. For nogle spiser mere kød end andre, nogle benytter plastik eller smider aftensmaden i skraldespanden i stedet for i fryseren, andre kører i bil eller flyver hver dag. For mig har denne måned gjort mig bevidst om, at det ikke handler om at ændre alt radikalt, men blot være opmærksom. Det har givet mig indsigt i, at selv lille jeg kan gøre en forskel. Jeg ved, at der skal store ændringer til for gøre en markant forskel på klimaområdet. Men vi må - meget simpelt - starte med os selv og tage den derfra. Fx ved at redde overskudsmad.

Du gør en forskel

Efter en december med fokus på ikke at spilde mad i julen, er mine erfaringer at vi alle sagtens kan spise mad udefra flere gange om ugen, uden at det ender med en tom pengepung. For i bund og grund er det pengepungen, der trækker i de fleste af os. Jeg kan med Too Good To Go appen købe mad fra fødevareforretninger og få et lækkert måltid (tit med overskud til dagen efter) billigere end jeg kan få den tarvelige firkantet skinkepålæg og et rugbrød fra det lokale supermarked.

En god start er at hoppe ind i det nye år med et besøg på appen. Køb en omgang overskudsmad, prøv det af og smil ved tanken. For du gør en forskel.

GODT nytår! Lad 2019 inspirere os alle – på en ene eller anden måde.

Og tak til alle fødevareforretningerne, der er med i kampen og til alle jer, der har fulgt med, kommenteret og stillet spørgsmål undervejs i december. Vi har reddet mere julemad end I tror!

Følg Emilie på instagram @emilieloevendorf

Lea Mosegaard

Download appen

Hent Too Good To Go appen og red dit første måltid i dag! Download til iPhone eller til Android.

App StoreGoogle Play