Undgå madspild i påsken

Gæsteblogindlæg af Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand af Stop Spild Af Mad

Ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer udgør madspildet i påskeugen 279 millioner kroner, så selv om Stop Spild Af Mad bevægelsen er fyldt 10 år, er der er fortsat behov for, at kampen mod madspild forankrer sig hos forbrugere til hverdagen såvel som til højtiderne.

For at komme spildet i påsken lidt i forkøbet, for du her 6 gode råd til lidt mindre spild i de kommende helligdage.

Køleskabsbuffet: Indsats mod madspild i påsken kan allerede begynde inden højtiden. Sørg for at gøre plads til påskens mad ved at spise dig igennem de gode rester og madoverskud, som du allerede har i køleskabet og i fryseren. På den måde skabes der plads til påskens mad.

Undgå hamsterfælden: Dagene op til samt lørdagen midt i påsken forventes som regel at blive blandt de travleste dage for landets supermarkeder. Men det er vigtigt at huske, at du ikke behøver at hamstre al mad til påsken på én gang. På grund af den mere frie lukkelov holder mindre supermarkeder (som har en årlig omsætning på under 32,2 mio. kr.) tit åbent i helligdagene, hvilket gør, at du sagtens kan købe lidt ekstra ind undervejs, frem for at købe alt for meget ind på forhånd.

Bedre mad - ikke mere mad: I en tidligere Epinion-undersøgelse for Stop Spild Af Mad svarer hele 76 procent af danskerne, at de har svært ved at beregne, hvor meget mad der skal laves til påskefrokosten. Tommelfingerreglen for portionsstørrelser for gennemsnitlige voksne er ca. 500 gram mad til en frokost og ca. 700 gram til en middag - inklusiv brød. Køber du lidt mindre ind, får du også bedre råd til at købe fødevarer af bedre kvalitet, som opvejer kvantitet.

Selina Juul, Stop Spild Af Mad. Foto: Josephine Amalie Moldow 

Mindre størrelser fade og tallerkener: Jo større tallerkenen er, desto mere er dine gæster motiverede til at fylde den op med mad. Lidt mindre størrelse fade og tallerkener på påskefrokostbordet medvirker til, at man ikke ender med at overfylde sin påsketallerken og kun får spist halvdelen.

Opdel maden: For at madrester bedre kan gemmes, skal du vente med at blande enkeltdelene i hver ret sammen før lige inden servering. Så er det nemmere at anvende dem i retter dagen efter. Eksempelvis salat for sig, dressing for sig, kartofler for sig, osv.

Rester skal ikke skubbes frem i tiden: Det er ikke nok at gemme dine madrester efter påskefrokosten. Du skal have en plan for, hvordan du vil bruge dem. Har du allerede en plan med rester samme tidspunkt, du sætter dem i køleskabet - for eksempel hvis du beslutter dig for, at dine marinerede sild skal drænes, skæres ud i små tern og bruges i en god sildesalat med mayonnaise eller surmælksdressing - så ender påskeresterne ikke bare med at blive dårlige i køleskabet.

Ingen løftede pegefingre: Påsken er en hyggelig tid dedikeret til dejligt samvær med dem, man holder af. Og mindre madspild handler ikke om at gøre tingene forkert, men at sørge for at gøre dem bare lidt bedre. Så lad være med at agere madspildspoliti over for dine nærmeste, men forbered dig så godt du kan til helligdagene - så er du med til at gøre en forskel.

Velbekomme og god Påske!

Lea Mosegaard
Marketing Specialist

Download appen

Hent Too Good To Go appen og red dit første måltid i dag! Download til iPhone eller til Android.

App Store
Google Play