Madspildsapp vil have omdiskuteret plantedrik på hylderne

2018-12-07 00:00:00

Den populære madspildsapp Too Good To Go gør det muligt for fødevareproducenten Naturli’ Foods’ Almond Caffé Latte at ende hos forbrugerne, selvom produktet har modtaget en anmeldelse fra Mejeriforeningen.

Den sidste uges tid har man i diverse medier kunne læse om, at Naturli' Foods’ dairy free Almond Caffé Latte (iskaffe lavet på mandeldrik) er blevet meldt til Fødevarestyrelsen af Mejeriforeningen. En anmeldelse der er sket på baggrund af, at Naturli’ Foods har kaldt det mælkefrie produkt for 'latte’. ‘Latte’ betyder mælk på italiensk, hvilket Mejeriforeningen ser som en misvisende betegnelse af mandeldrikken.

På trods af hele sagen kontaktede madspildsappen Too Good To Go Naturli' Foods ift. det resterende lager, fordi intet god mad og drikke skal gå til spilde. Henvendelsen blev heldigvis modtaget positivt af Naturli' Foods. Direktør Henrik Lund udtaler:

”Vi har trukket på smilebåndet, men altså absolut ikke i yveret over Mejerforeningens anmeldelse af vores iskaffe for brugen af ordet ’latte’. Forbrugerne ved, at en mælkebøtte ikke har noget med mælk at gøre, og på samme måde ved de også, at vores produkt heller aldrig kommer i nærheden af en ko, men lad det nu ligge. Vi arbejder hver dag på at lave plantebaserede fødevarer som er smagfulde og klimavenlige. Derfor er det helt perfekt at sælge resten af iskaffen gennem Too Good To Go, så den ikke går til spilde.”

Der bliver sat et fint klistermærke over ordet ’latte’, når restoplaget bliver solgt af Too Good To Go. Et yver med en streg over understreger, at Naturli’ Foods ikke går yvervejen.

Mikkel Fog, der er landechef for Too Good To Go, fortsætter og understreger, at "selv om produktnavnet har været omdiskuteret, skal vi huske på, at iskaffen har samme gode kvalitet og smag. Vi synes som udgangspunkt, at mad og drikke, som ingenting fejler, skal nydes, selvom producenten er kommet til at lave en lille fejl på emballage eller mærkning. Vi har sat klistermærke over ordet "latte", så forbrugerne er velinformerede og ved, at de får et produkt, som ikke indeholder mælk".

Mandeldrikken kan købes igennem Too Good To Go appen og afhentes i deres shop på Nyelandsvej 21C på Frederiksberg så længe lager haves.