StøtLokalt: Too Good To Go stiller app til rådighed for take away

15 days ago

Too Good To Go bekæmper normalt madspild via bl.a. en app, der er downloadet af 1,8 mio danskere. I appen kan restauranter, caféer, supermarkeder m.fl. sælge madvarer, der er i overskud ved lukketid, til nedsat pris.

Men i øjeblikket er “normalt” sat på hold. De danske restauratører har brug for hjælp til at sælge og markedsføre take away-retter, og derfor stiller Too Good To Go nu appen til rådighed til det formål.

Konceptet vil i appen gå under navnet “StøtLokalt” og vil bestå af take away-retter, der vil blive solgt til normalpris.

Too Good To Go har de seneste dage kørt pilottest på initiativet med en række udvalgte partnere i København og omegn. Det er forløbet så godt, at konceptet nu bliver tilbudt til partnere over hele landet.

“Vi har oplevet kolossal opbakning fra landets restauratører i kampen mod madspild. Nu er det vores tur til at bakke op med de midler og ressourcer, vi har til rådighed. Vi har over 1,8 millioner brugere og har specialiseret os i at forbinde mad og mennesker. Nu gør vi det samme med en anden vinkel i en midlertidig periode. Og når alt det her så forhåbentligt snart er overstået, vil vi igen arbejde 100% på at bekæmpe madspild,” siger Mette Lykke, CEO for Too Good To Go og fortsætter:

“StøtLokalt er et non-profit initiativ for Too Good To Go. Det er sat i værk for at hjælpe de mange restauranter, der kæmper for at holde sig oven vande. Vi oplever dagligt, hvor effektfuldt det er, når tusindvis af danskere danner fælles front for en god sag. Den sag går hos os normalt ud på at redde mad. Det må de meget gerne blive ved med. Men nu opfordrer vi inderligt vores 1,8 mio. brugere til også at købe take away, så vi kan holde restauratørerne i live, indtil krisen er overstået.”

Der kan allerede nu købes take away fra både større kæder og lokale spisesteder i Too Good To Go-appen. Flere partnere kommer løbende til.

StøtLokalt-måltiderne kan afhentes i de tilmeldte forretninger, indtil den nuværende situationen er normaliseret. Måltiderne vil blive udbudt i et begrænset tidsrum for at mindske ventetid og unødig risiko.

Betaling foregår via Too Good To Go-appen, og kunderne vil blive bedt om at “swipe” deres egen kvittering for at minimere smitterisiko.

Interesserede partnere kan tilmelde sig her

For yderligere information

Tanja Møller Andersen, PR-ansvarlig for Too Good To Go, tlf. 81 77 37 18, [email protected]